Inspiration

Lyset på egnen ved Lemvig har gjort noget ved Allan Skuldbøls billeder. Selvom han ikke maler landskabsbilleder, så påvirkes han af farverne. Allan udtrykker ved hjælp af form og farver, det han ikke kan udtrykke med ord. Eksistentielle overvejelser, troen og lidelsen er noget, som gennem et langt liv har aflejret sig dybt i hans sind. Allan arbejder med sin helt egen symbolverden. I hans malerier møder vi tilgivelsens bæger, timeglasset, krukker som symbol på liv og død, harper og himmelstiger. Her finder vi også temaer over folkevandringer fra Israels udvandring af Ægypten til vor tids folkevandringer. Allan arbejder også med mytiske urfolkebilleder, en guldkalv, apostle og profeter, men også stille eksistenser, som sejler af sted på livets hav. I 2016 og 2017  blev der især arbejdet med “Judaskysset” og serien “Menneskesønnen”. I 2018 blev der arbejdet med de helt store lærreder, men i slutningen af året og forsat ind i 2019 er der blevet malet på papir i helt små størrelser. Det har været en kæmpeudfordring, men ses nu sat op som et “Kirkevindue”. Ud over hjemmesiden lægges der også billeder op på Facebook under “Arthouse Skuldbøl”.